Graffiti, gadeblokader og civil ulydighed er de nye kursusfag på Nørrebro. Den københavnske venstrefløjsgruppe »Pink Panther Party« har i denne uge indkaldt til »modstandsfestival« i civil ulydighed. Onsdag og torsdag vil bz-aktivister i bedste kursusstil dele ud af deres erfaringer med happenings og aktioner, såsom at blokere en gade, lave graffiti og sy pink tøj. Initiativet er en del af de københavnske unges kamp for, at forsvare Ungdomshuset på Nørrebro og skabe flere selvstyrende fristeder.
»Vi ønsker at lave aktioner, hvor ingen kommer til skade. Civil ulydighed er en god måde at gøre det på,« forklarer talsmand Mads Clausen fra initiativets pressegruppe. Han vurderer, at »Pink Panther Party« har opbakning fra mere end 1.000 mennesker.
København politi ønsker ikke at forhindre festivalen, men er parat til at rykke ud, hvis de unge skulle finde på at bruge det, de har lært.