I det nordlige Irak er kurdere og irakere kommet på kant med hinanden.
En væbnet konflikt truer, hvis de to befolkningsgrupper gør alvor af deres trusler.
Konflikten går på retten til regionen Diyala og især byen Khanaqin. Den irakiske regering med base i Bagdad forlanger, at kurderne trækker deres styrker tilbage til Kurdistan.
Men det er kurderne ikke meget for. De mener nemlig, at området tilhører Kurdistan, der har udstrakt selvstyre.
- Alle er på nippet til konflikt. Hvis den irakiske hær angriber, så kan vi ikke stå til ansvar for konsekvenserne, siger Ibrahim Bjelani, der er leder af Diyalyas regionale råd. Konflikten blev tilspidset mandag, da chefen for den irakiske hær, Babakir Zebari, besøgte Khanaqin.
Her sagde han, at de irakiske tropper havde ret til at angribe. Situationen kompliceres yderligere af, at Babakir Zebari er kurder, og derfor er under pres fra begge lejre.
/Newspaq/