Alsace er et vidunderligt område. Regionen ligger tæt på grænsen mellem Frankrig og Tyskland tæt på Vogesernes høje bjerge.
Det er hvidvine lavet på Riesling, Gewurztraminer, Muscat, Pinot Blanc og Pinot Gris der dominerer her.
Ugens bedste vin er lavet på druer fra gamle vinstokke. Det er der kommet en fremragende enkeltmarksvin ud af. Nyd den alene eller til lidt kogt fisk.
Ugens bedste vin
Riesling, Letzenberg, J.B.Adam, Alsace, Frankrig, 2006. 149,95 kroner flasken. På tilbud til 99 kroner flasken. I alle SuperBest butikkerne.
Nærmeste forhandler:3613 0077. www.gobivin.dk
Indrømmet. Jeg har smagt rigtig meget vin fra Alsace efter 13 år i Strasbourg. Men det er længe siden, at jeg har smagt en Riesling i denne prisklasse, som smager så godt. Den rigtige Riesling mineralitet og med den helt rigtige touch.
Utroligt at den kan købes til en hund. Fortæl det ikke til for mange, for så er den sikkert væk når I kommer ned i SuperBest.
Ugens bedste køb
Colheita Burmester, Portvin, Portugal, 1989. Philipson Wine.
Nærmeste forhandler: 7022 6888. www.philipsonwine.com
Nødder og dejlig sødme. At man kan få en 21 år gammel årgangs Portvin til 169 kroner er fantastisk. Et lille kup. Den bedste ledsager til den søde jul. Køb rigeligt.
Barbera D’Alba Superioere, Tenuta Serradenari, Pimonte, Italien, 2006. 125 kroner flasken. På tilbud til 99 kroner flasken. A Vinstouw.
Nærmeste forhandler: 9712 1416. www.a-vinstouw.dk
Lille producent i La Morra, som laver glimrende Barbera vine. Ikke et brag af en vin, men fin til tilbudsprisen.
Heartland, Stickleback, Hvidvin, South Australia, Australien. 75 kroner flasken. Vinens Verden.
Nærmeste forhandler: 6543 4449. www.wine.dk
Lavet på fire forskellige druer. Noget stram i betrækket.
Secret, Viu Manent, Malbec, Colchagua, Chile, 2009. 49,95 kroner flasken. Philipson Wine.
Nærmeste forhandler: 7022 688. www.philipsonwine.com
Chilensk vin til supermarkedspris. God frugt og en duft som en hel solbærmark.
John Iversen har i flere år anmeldt vin i dagbladet Information og på Nyhedsavisen.
Han er medforfatter til bogen ’Kom godt i gang med vin’ fra 2006. Han er en superkok, vild med italiensk mad og har sans for det gode i livet.
Han er tidligere politiker, har siddet i EU-Parlamentet og er i dag assisterende pressechef hos Socialdemokraterne.