Et gulv plejer at være fladt, så hvorfor snubler man over gulvet i Kunsthaus Wien?
Fordi der ikke findes en eneste lige linje i Friedensreich Hundertwassers museum i Østrig: Trægulvet bølger og kryber op ad væggene. Trinene er aldrig lige høje. Væggene synes at bule ud. Kunstneren Friedensreich Hundertwasser var modstander af alt, hvad der er fladt, ensfarvet og konventionelt. Hundertwasser såede græs på taget af sine huse, og hans museum Kunsthaus Wien i Østrig er en god måde at bryde murstenene op i sit hoved.
»Arkitektur skal opløfte og ikke undertrykke mennesket. Det er godt at gå på ujævne gulve og genvinde vores menneskelige balance. Det ujævne gulv bliver en symfoni, en melodi for fødderne og bringer de naturlige vibrationer tilbage til mennesket,« har han blandt andet sagt, og museets vægge er fyldt med den slags citater.
Hundertwasser elskede træer, og han plantede dem, høvlede dem og efterlod dem overalt, hvor han kunne komme til det, selv i Washington DC. Hans kunst var en filosofi, der skal forhindre mennesket i at visne og dø. Man føler sig hjemme blandt træer, sagde han.
Friedensreich blev født i Wien i 1922 med efternavnet Stowasser. Han tog navnet Hundertwasser, efter at han fandt sit kunsteriske udtryk. Herefter rejste han verden tynd for at finde sin forbindelse til jorden under sine fødder og inspirationen i hans hænder. Han tegnede et freds-frimærke til Mellemøsten med den arabiske grønne halvmåne og en blå Davidsstjerne. Han skabte tegninger, malerier, vægtæpper, frimærker og springvand, der alle er skæve, skinnende og fulde af farver, og hans bygninger og skulpturer står i Østrig, Tyskland, Japan, USA, New Zealand, Schweiz og Israel.
Jo mere, man går rundt på hans museum i Wien, jo mere begynder man at tænke: Hvorfor egentlig ikke? Hvorfor er en flise altid grå og firkantet? Hvorfor er der ingen guldkupler i København? Og hvorfor vokser der ikke et træ i alle huse?
Friedensreich Hundertwasser døde i 2000 af et hjertetilfælde om bord på et skib i Stillehavet. I dag ligger han begravet, hvor han ønskede det: Under et træ på sin grund i New Zealand.
Kunsthaus Wien i Østrig har åbent hver dag fra klokken 10-17.