Blomster og levende lys på brostenene over for Badstuen på Østre Stationsvej vidnede i går om den ulykke, der lørdag aften tog livet af en 37-årig kvinde.
Efter diskussioner i køen udenfor og også inde ved selve aftenens SingleRock-arrangement på Badstuen ville den 37-årige ved 20.30-tiden angiveligt tage videre. Ifølge vidner ville hun krydse Østre Stationsvej, men standsede midt på vejen, inden hun så alligevel fortsatte.
Død ved ankomsten
Hun nåede imidlertid ikke over vejen, før en bil ramte kvinden og slyngede hende op i luften. Hun var død ved ankomsten til Odense Universitetshospital. Ifølge vicepolitikommissær Poul Erik Overvad fra Fyns Politi i Odense er det endnu usikkert, om bilisten bliver sigtet for uagtsomt manddrab.
»Det afhænger af, om han har haft en chance for at undvige og derved undgå påkørslen eller ej,« forklarer Poul Erik Overvad.
Et spørgsmål, som de næste dages vidneafhøringer og tekniske undersøgelser af både bil og vej skal finde et svar på.
Bilisten har selv forklaret, han kørte omkring 60 kilometer i timen på strækningen, der tillader 50, mens vidneudsagn stritter lidt i begge retninger. Nogle mener, han kørte stærkere, mens andre ikke oplevede farten som særlig høj. Til gengæld er Fyns Politi på baggrund af snak med vidner og den nu afdøde kvindes bekendte sikker på, at hun var påvirket af alkohol.