En større brand har torsdag eftermiddag hærget en Kvickly i Nexø. Ansatte og kunder blev evakueret, oplyser politiet.
Der er opstået skader på store dele af taget. I opslag på Twitter oplyser Bornholms Politi, at taget skal løftes i forbindelse med efterslukningen.
Folk opfordres til at holde sig på afstand og at lade beredskabet arbejde i fred og ro.
Umiddelbart ser det ifølge politiets indsatsleder ud til, at røgen især har bredt sig i Kvicklys lager og ikke inde i selve butikken.
Årsagen er allerede klarlagt. En knallert, der stod under tagudhænget, selvantændte, og herefter fik flammerne fat i taget, oplyser indsatslederen.
/ritzau/