Alle 29 Nato-lande bruger stadig flere penge på deres forsvar.
Men det er kun otte lande, der i år ventes at bruge mindst to procent af deres bruttonationalprodukt på forsvar, sådan som Nato har aftalt at stile imod.
Det viser nye tal, som Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, tirsdag offentliggør før starten på forsvarsalliancens topmøde i Bruxelles.
- Vi forventer, at otte allierede bruger mindst to procent af bruttonationalproduktet på forsvar i år, siger Stoltenberg på en pressekonference.
Han siger, at kun tre Nato-lande brugte mindst to procent i 2014.
- Så vi har vendt udviklingen. Før var tendensen nedad. Nu er det opad, siger Stoltenberg.
Ud over USA er det syv af de 27 europæiske Nato-lande, der rammer to procent-målet.
Det er Grækenland, Estland, Storbritannien, Letland, Polen, Litauen og Rumænien.
2014 var året, hvor Nato-lederne på et topmøde i Wales aftalte, at de skulle stoppe nedskæringerne på deres forsvar, begynde at bruge flere penge og inden for ti år bevæge sig "hen imod" at bruge to procent af bruttonationalproduktet.
Men USA's præsident, Donald Trump, vil gøre fordelingen af den økonomiske byrde mellem Nato-landene til det altdominerende emne på topmødet onsdag og torsdag.
Og han synes ikke, at det er nok, at der er kommet gang i en bevægelse.
Han forlanger, at alle lande kommer op på at bruge mindst to procent af deres bruttonationalprodukt på forsvar i 2024.
- Nato-lande må betale MERE, USA må betale MINDRE. Meget urimeligt, skriver Trump tirsdag på Twitter.
- USA bruger mange gange mere end noget andet land på at beskytte dem. Ikke rimeligt over for den amerikanske skatteyder, skriver han i et andet tweet.
Det nye danske forsvarsforlig rækker ikke helt frem til 2024. Men i 2023 ventes Danmark at bruge 1,3 procent af bruttonationalproduktet på forsvar.
Trump har før topmødet skrevet til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) - ligesom til andre Nato-ledere - og rykket for flere penge til forsvar.
- USA er i stigende grad uvillig til at ignorere den manglende europæiske opfyldelse af fælles forpligtelser på sikkerhed, skriver Trump.
EU-præsident Donald Tusk opfordrer tirsdag Trump til at holde igen med sin daglige kritik af de europæiske landes forsvarsbudgetter.
- Amerika har ikke og kommer ikke til at have en bedre allieret end Europa, siger Tusk ved underskrivelsen af en erklæring om tættere samarbejde mellem EU og Nato.
- I dag bruger europæerne mange gange mere på forsvar end Rusland og lige så meget som Kina, siger han.
/ritzau/