Danmarks farvel til den olympiske håndboldturnering i onsdagens kvartfinale mod Sverige betød, at listen over danskere, der stadig er i konkurrence ved OL i London, er svundet kraftigt ind.
Helt præcist er der inden torsdagens konkurrencer kun tale om ni af slagsen, og over halvdelen er kajakroere.
Det drejer sig blandt andre om mændenes firerkajak bestående af Kim Wraae, René Holten Poulsen, Emil Stær og Kasper Bleibach, der skal ro finale torsdag klokken 10.48.
Bleibach er desuden med i enerkajak på 200 meter-distancen ligesom Henriette Engel, der også har en finale på 500 meter at ro.
Hos dressurrytterne er de nået til tredje og sidste konkurrencedel, freestyle. Her har Anna Kasprzak og Nathalie zu Say-Wittgenstein kvalificeret sig blandt de 18 ryttere, der torsdag eftermiddag kæmper om de individuelle placeringer.
Endelig er der Morten Therkildsen, der torsdag klokken 16.00 kører kvartfinaler i BMX, efter at han onsdag satte 25. bedste tid af de 32 deltagere i tidskørslen.
Rosinen i pølseenden bliver Jesper Faurschou, der på OL's sidste dag søndag løber med i det afsluttende maraton, som begynder klokken 12 dansk tid.
Det danske hold var på 113 atleter, da OL begyndte. Mountainbikeren Annika Langvad kom dog aldrig i aktion, da hun måtte melde fra på grund af efterveerne af et brækket ribben.
/ritzau/