Cyklister og fodgængere er især udsatte, når bilister mister herredømmet over bilen, rammer et menneske og flygter fra gerningsstedet. Fra 2005 til 2006 var der 345 sager om flugtbilister, viser en undersøgelse fra Rigspolitiet. I syv af tilfældene døde ofrene efter trafikulykken.
Ud af de 345 sager har politiet kun fået fat i 95 af personerne – altså under en tredjedel. I 12 af tilfældene, fordi flugtbilisten meldte sig selv.
Toppen af isbjerget
Rigspolitiet startede undersøgelsen i november 2006 efter, at tre personer var blevet dræbt af flugtbilister i samme weekend. Det er første gang, at politet har prøvet at få styr på antallet af flugtbilister i Danmark. Arbejdet har ikke været let, fordi flugtbilister ikke har deres egen kategori i politiets journaler. Og det kan meget vel kun være toppen af isbjerget, som politiet har fundet frem til, mener vicepolitikommissær fra Rigspolitiet Per Lundbæk, som har stået bag undersøgelsen.
»Der er formentlig mange flere rundt omkring. Det kan være små sager, der kun har været omtalt som notitser i lokalaviser, og hvor det ikke har været meget alvorligt, men hvor den ramte har fået et par skrammer,« siger han til Nyhedsavisen og forklarer, at der allerede nu er kommet flere ulykkelige sager frem efter undersøgelsens afslutning i december.
Blandt andet i Tappernøje i januar, hvor en ældre mand kørte ind i en barnevogn, så barnet fløj ud, men heldigvis overlevede.