»Vi mødte hende tilfældigt, og vi sparkede hende ned ad en bakke. Jeg slog hende, mens hun lå ned,« fortæller Pernille i dag i Nyhedsavisen.
Den 18-årige pige, som allerede har en voldsdom bag sig, venter nu på at komme i retten.
Debatten om voldelige piger har fyldt meget i de seneste uger, men ifølge politiet og eksperter er gruppen af voldelige piger i Århus rent faktisk ganske lille.
»I 2006 blev 17 piger under 18 år dømt for vold, og i øjeblikket er det under 10 piger, der har massive sociale problemer,« siger Allan Aarslev, leder af Østjyllands Politis ungdomsgruppe.
Ifølge vicekriminalkommissæren bliver der ikke flere voldelige piger, men der er flere, der anmelder volden. »Jeg vil tro, at problemet med voldelige piger er kommet for at blive, men jeg tror aldrig, at pigerne i antal vil blive lige så mange som drengene,« oplyser Allan Aarslev, der vurderer, at der findes 10 gange så mange drenge som piger med massive problemer.
Mange andre problemer
Samme opfattelse har forstander på behandlingshjemmet Bøgholt i Århus, Niels Brun Madsen. Generelt er eleverne på Bøgholt mindre voldelige end tidligere, men til gengæld bliver flere piger end drenge i øjeblikket indskrevet på den lukkede institution. Det skyldes dog ikke vold.
»Det er piger i 7.-8. klasse, som pludselig ikke vil samarbejde med deres forældre eller institutionerne mere. De forsømmer skolen, hænger på gaden og eksperimenterer med misbrug. Det er nødvendigt at reagere hurtigt på dem, inden det er for sent,« siger forstanderen.
Han mener, at pigernes problemer opdages for sent.
»Vejen til nedturen er, at de ikke passer deres skole. Jeg har en fornemmelse af, at mange elever ligger lige på grænsen af, at de ikke kan passe deres skolegang,« siger Niels Brun Madsen.
Læs mere N2|side 3