De fylder meget i medierne, de ekstreme militante muslimer. Men i virkeligheden udgør de en forsvindende lille del af befolkningen i Danmark.
En undersøgelse fra Dansk Institut for Internationale Studier viser, at der kun har været 30 såkaldte ?jihadister?i Danmark siden 1990.
»Alt er selvfølgelig relativt, men set i dansk perspektiv er der meget få mennesker involveret i jihad. Der er mellem 180.000 og 200.000 muslimer i Danmark, og der tales og skrives meget om, hvilken trussel de repræsenterer,« siger Michael Taarnby Jensen, der står bag undersøgelsen, til DR Nyheder.
Han fortæller, at jihadisterne overordnet kan inddeles i to grupper: De ældre, der var med i islamistiske bevægelser, før de kom til Danmark, og de unge, som er kommet ind i de ekstreme grupper, mens de har boet i Danmark.
Egypterne Abdel-Hakem Soliman, Mohamed Hassanein og Mohamed Fahim, der blev sat i forbindelse med det første bombeangreb mod World Trade Center i 1993, tilhører den første gruppe. Den anden gruppe består af de sigtede i Glostrup-sagen, Vollsmose-sagen og de to fængslede danskere i Sarajevo og Yemen.