Tvangsægteskaber, æresdrab og hemmelige kæresteforhold. Mediernes dækning af unge indvandreres kærlighedsliv giver et entydigt negativt billede. Men dette billede ligger imidlertid langt fra sandheden. De fleste unge finder nemlig selv partnere i et fredeligt samarbejde med deres forældre.
Det viser en rapport om minoritetsdanskeres pardannelse, som bygger på en spørgeskemaundersøgelse med 628 unge i alderen 17 til 23 år samt 60 interview med både unge og forældre.
»Myten om, at unge minoritetsdanskere tvinges til at gifte sig med en fætter eller kusine som 15-årige, holder ikke. Undersøgelsen viser, at de bliver gift i en senere alder, og at en stor del har kærester inden da, som de selv vælger,« siger psykolog Rashmi Singla, der står bag rapporten i samarbejde med Socialforskningsinstituttet.
De unge følger hverken forældrenes eller jævnaldrende danskeres måder at finde partnere på. De opfinder en middelvej, der både respekterer deres eget frie valg og familiens ønsker. Og kun hver 10. unge oplever store konflikter med forældrene i partnervalget.
Side 10