De kigger mod himlen i Californien. Og håber og beder til, at ørkenvinden Santa Ana snart vil stilne af. For den knastørre blæst er medvirkende til, at de 15 brande i staten stadig breder sig uhyggeligt hurtigt.
Mange tusinde brandfolk forsøgte i går at tæmme flammerne, der har sendt op mod en million mennesker på flugt. Det er den største evakuering i Californiens historie. Flere end 1.300 huse er allerede gået tabt, og ilden truer med at æde 68.000 flere. Der er sket skader for mere end fem milliarder kroner, lyder vurderingen.
»Vi håber, at vinden bliver lidt svagere, end den var i går,« sagde brandmanden Jim Christian i går til lokalt tv, skriver Reuters.
Billigt sluppet
Fem mennesker har mistet livet og 45 brandfolk er såret på grund af de voldsomme brande. Det er billigt sluppet, mener både indbyggere og brandfolk i Californien.
»Jeg frygter for min baby, mit hus, mine børn, alt,« sagde den 30-årige gravide Ana Ramirez i går til Reuters.
Hun er blandt de flere tusinde mennesker, der de seneste dage har søgt tilflugt på lokale sportscentre og skoler.
Præsident George W. Bush besøger i dag Californien, som han har erklæret for katastrofeområde.