2.000 friskbagte lærere springer ud fra de danske seminarer, klar til at undervise landets børn efter sommerferien. Men der er kun 104 ledige lærerstillinger i hele landet. Det skriver dr.dk.
Det vil sige, at det kun er hvert tyvende nyuddannede, der kan gøre sig håb om et lærerjob direkte efter uddannelsen.
Formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, er dog slet ikke overrasket over de håbløse tal.
"Det er bare to år siden, vi sammen med KL (Kommunernes Landsforening, red.) og undervisningsministeriet lavede en massiv kampagne for at få flere unge til at søge ind på læreruddannelsen, og nu står vi i en situation, hvor vi så ikke kan tilbyde dem job," siger han.
Lærerformanden forklarer, at der er blevet nedlagt 3.500 lærerstilllinger bare over de seneste 14 måneder.
Ekspert i arbejdsmarkedsforhold Flemming Ibsen siger, at en del af forklaringen på de manglende lærerstillinger er finanskrisen. Selvom den startede i 2008, slår den først for alvor igennem i den offentlige sektor nu.
Skolejobs.dk har lavet undersøgelsen af nyuddannede læreres mulighed for ansættelse.
Kilde: DR