Moderaternes kulturminister Jakob Engel-Schmidt har sammen med sin partner Camilla budt parrets første barn velkommen til verden.
Det oplyser den 40-årige politiker på Facebook, hvor han også fortæller, at det er en datter, og at hun skal hedde Olivia.
- Efter sin helt egen tidsplan kom Olivia til verden søndag morgen. Med hjælp fra de dygtige og søde mennesker på Hvidovre. Fødslen var lang, men Camilla var stærk, sej og udholdende. Så det hele endte godt, lyder det fra Engel-Schmidt på det sociale medie med henvisning til partneren Camilla Søe, der til daglig er debattør og konsulent.
- At hjælpe med at tage imod hende og holde hende første gang, er ubetinget det største. Nu glæder vi os til at vise hende alt det gode i tilværelsen, skriver han videre.
Lars Løkke Rasmussen, Jakob Engel-Schmidts partileder i Moderaterne, oplyser ifølge Ritzau på Facebook, at den nybagte far holder to ugers fædreorlov, og at uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) overtager som fungerende kulturminister i perioden.