En kvinde, der menes at være nær slægtning til de to børn, hvis rester blev fundet i to kufferter i New Zealand, er blev lokaliseret i Sydkorea.
Kvinden, en koreanskfødt newzealænder, ankom til Sydkorea i 2018 og har ikke forladt landet siden, oplyser koreansk politi.
En talsmand fra politiet i New Zealand siger, at kvinden - i betragtning af hendes tidligere adresse og alder - kunne være børnenes mor.
Ligdelene blev opdaget, da en familie købte to kufferter på en auktion - og derefter alarmerede politiet. De to børn har været døde længe og menes at have været mellem fem og ti år på dødstidspunktet.
Newzealandske myndigheder mener, at kufferterne formentlig har stået 3-4 år på et lagerhotel i den sydlige del af Auckland, før indholdet blev opdaget. Den lange periode har været med til at besværliggøre opklaringen, da eksempelvis overvågningsmateriale kan være gået tabt i mellemtiden.
Lagerhotellet i byen Papatoetoe, hvor kufferterne blev opbevaret i flere år. (Foto: Ritzau Scanpix)