Tiltagende snevejr og stærke vinde i Liberec i Tjekkiet førte fredag til, at VM i skihop på stor bakke måtte afblæses to gange.
På grund af vejret blev anden runde aflyst, og da Andreas Küttel havde præsteret et hop på 133,5 meter og 84,3 point, blev han kåret til ny verdensmester.
Han havde dog ingen problemer med måden, han vandt på.
"Det er min favoritdisciplin, og første runde var fair, så jeg synes, det er okay, og jeg er virkelig glad," sagde han efterfølgende ifølge Swissinfo.
Martin Schmitt fra Tyskland tog sølv med 83,4 point, mens Norges Anders Jacobsen snuppede bronzen med 82,5 point.
Den østrigske favorit Gregor Schlierenzauer blev nummer fire.