Den amerikanske bevægelse Ku Klux Klan, der søger ’hvidt overherredømme’, er blevet mere populær. Efter mange år med faldende medlemstal er opbakningen nu stigende, skriver Reuters.
»Klanens tanke er, at hvis den gennemsnitlige Joe er imod indvandring – så er vi det også,« sagde Allen Kohlhepp fra den jødiske organisation Anti-Defamation League torsdag.
NGO-organisationen arbejder primært imod bagvaskelse af jøder og har 26 afdelingskontorer i USA.
Anti-Defamation League vurderer i en rapport fra 6. februar, at Ku Klux Klan har tusinder af medlemmer spredt over hele USA, og man mener, at flere hundrede medlemmer er på vej.
Udover indvandring er også kampagner mod homoseksuelle ægteskaber og storbykriminalitet blandt ingredienserne i bevægelsens nye strategi.
»Halvfems procent af klanens medlemmer vil aldrig begå en forbrydelse, men deres retorik vil påvirke det enkelte medlem, der er parat til mere end snak,« sagde Allen Kohlhepp fra staten Georgia.