Der bliver næppe nogen hjertelig omfavnelse mellem dem, når de mødes på lørdag. KU holder landsråd, og som så ofte før er moderpartiets formand Bendt Bwendtsen inviteret med.
Men mon ikke det vil ligge i baghovedet på Bendtsen, at de mange KU’ere kort efter debatten skal stemme om, hvem der er hans oplagte afløser – justitsminister Lene Espersen eller miljøminister Connie Hedegaard.
I den konservative folketingsgruppe havde medlemmerne – herunder Espersen og Hedegaard – onsdag travlt med at banke al tvivl om Bendt Bendtsens formandsposition i jorden. Den er uantastet, lød budskabet, efter at Berlingske Tidende havde bragt en artikel om KU-afstemningen og et par konservative borgmestre, der mere eller mindre bakkede op om, at tiden er inde til et formandsskifte.
Bendt Bendtsen selv kaldte i går KU s afstemning et mediestunt og fastslog, at han også efter næste folketingsvalg er partiformand:
»Ja, det er jeg da. Det er de konservative resultater, der er vigtige for mig. Vi har haft masser af resultater, og så man kan stille spørgsmål ved, om procenterne er det vigtigste,« forklarede han med henvisning til K s aktuelle 10 procent.
Men det er Kasper Hülsen fra KU ikke enig i:
»I bund og grund synes jeg, det er noget fis. Selvfølgelig vil vi alle sammen gerne have resultater, men havde vi haft dobbelt så mange mandater som i dag, så havde vi jo fået mere politik igennem. Så det virker lidt som en falliterklæring og som, at han accepterer, at han ikke har været god nok til at få solgt budskabet om resultaterne over for vælgerne,« siger han.
Han kalder jeres afstemning et mediestunt?
»Det skal Bendt selvfølgelig sige.«