KU-ansatte: Gå nu af, Ralf!

500 forskere fra Københavns Universitet ser helst, at deres chef, rektor Ralf Hemmingsen, træder tilbage. Det viser ny rundspørge.
Det er sagen om den udskældte hjerneforsker Milena Penkowa, som især har gjort rektor Ralf Hemmingsen til en upopulær mand på Københavns Universitet.
Det er sagen om den udskældte hjerneforsker Milena Penkowa, som især har gjort rektor Ralf Hemmingsen til en upopulær mand på Københavns Universitet. Foto: Københavns Universitet/Michael Daugaard

Ryd dit kontor og gå af.

Så markant er kravet fra cirka 500 forskere på Københavns Universitet, der mener, at rektor Ralf Hemmingsen bør træde tilbage.

Det skriver Berlingske, der har lavet en måling blandt godt 1000 af universitetets forskere.

Og her mener halvdelen altså, at Ralf Hemmingsen har håndteret sagen om den udskældte hjerneforsker Milena Penkowa helt forkert.

Næsten 700 forskere har også ønsket en uvildig undersøgelse af hele sagsforløbet, men det er blevet nægtet.

"Der er absolut intet grundlag for at kræve rektors afgang, som Kammeradvokatens grundige redegørelse også viser. Det her er ikke en folkedomstol," lyder det fra bestyrelsesformand på KU Nils Strandberg Pedersen.

Til Berlingske siger Ralf Hemmingsen selv om kritikken:

"Tallene og reaktionerne gør stort indtryk på mig. Jeg erkender, at jeg har foretaget en række fejlskøn i forbindelse med Penkowa-sagen. Jeg har derfor valgt at lave en handleplan, så vi i fremtiden undgår lignende sager."

Kilde: Berlingske

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.