Et dejligt krydstogt i Caribien fik et tragisk udfald for en amerikansk kvinde. Da skibet lagde til i Nassau på Bahamas, tog kvinden med en gruppe familiemedlemmer og andre gæster ud for at snorkle ved Rose Island – og det endte med at koste hende livet.
Mens hun snorklede rundt i det azurblå hav, blev den 58-årige angrebet af en såkaldt tyrehaj. Det lykkedes de andre i gruppen at få hevet kvinden op af vandet, men skaderne på hendes krop var så voldsomme, at hun afgik ved døden
– En af vores gæster på skibet Harmony of the Seas var på en uafhængig udflugt i Nassau, Bahamas, da hun blev angrebet af en haj. Gæsten døde af skaderne på et lokalt sygehus. Royal Caribbean yder støtte og assistance til gæstens pårørende i denne svære tid, lyder en udtalelse fra rederiet ifølge ABC News.
I 2019 mistede en anden amerikaner livet i et andet hajangreb stort se samme sted. Og for nylig blev en otte år gammel britisk dreng angrebet af tre hajer et andet sted i ø-staten Bahamas.
Men faktisk er den slags angreb ganske sjældne. Ifølge Shark Attack File, der måler hajangreb over hele verden, er der blot rapporteret 32 angreb på Bahamas siden 1749. Det er samtidig det højeste tal i regionen.