Når kronprins Frederik og kronprinsesse Mary lørdag deltager i kroningen af kong Charles i Westminster Abbey i London, så sker det formentligt fra en af de fine pladser forrest i kirken.
For her er det danske kongehus med sine gamle traditioner og tætte bånd til det britiske kongehus selvskrevet. Det vurderer historiker Lars Hovbakke Sørensen, lektor ved professionshøjskolen Absalon.
- Der er faste regler for, at nogle har højere rang og status end andre. Kronprinsparret kommer til at sidde langt fremme, siger han.
Allerede fredag deltog kronprinsen og kronprinsessen i en reception på Buckingham Palace, som blev afholdt forud for kroningen.
Her hilste kronprinsparret på kongefamilien, heriblandt kong Charles.
Dronningen har meldt afbud til kroningen, fordi hun ifølge kongehuset fortsat er i gang med genoptræning efter en rygoperation 22. februar.
Ved dronning Elizabeths begravelse i september sidste år deltog dronningen og kronprinsen, hvor de sad på allerforreste række i kirken.
Kong Charles har med invitationerne af de udenlandske kongehuse allerede sat sit eget præg på ceremonien.
For det er egentlig ikke i tråd med traditionen, at andre regenter deltager.
Da den tidligere britiske regent, nu afdøde dronning Elizabeth, blev kronet i 1953, var det således ikke kong Frederik og dronning Ingrid, der deltog.
Det gjorde i stedet kongens fætter prins Axel og hans hustru, prinsesse Margaretha.
Avisen Mail on Sunday beskriver det således:
- I århundreder var normen, at ingen andre kronede kongelige skulle være til stede ved kroningen af en britisk monark.
Forklaringen er, at ceremonien skulle være en begivenhed for monarken og folket.
- Men som en del af sin plan om at opdatere ceremonien har kong Charles besluttet at bryde den 900 år gamle tradition ved at invitere sine kronede venner, herunder europæiske kongelige og overhoveder fra arabiske stater, skriver Mail on Sunday.
Når kronprins Frederik selv bliver konge engang, får han ikke en højtidelig kroningsceremoni. Af alle monarkierne i Europa er det britiske kongehus det eneste, der holder fast i det.
- Man har valgt at holde fast i de traditioner, fordi man i Storbritannien mener, at man er et særligt fint kongehus, siger Lars Hovbakke Sørensen.
/ritzau/