Kronprinsesse Mette-Marits skandaleombruste søn Marius Borg Høiby fortsætter med at skabe negative overskrifter.
Senest har den norske avis Dagbladet kunnet afsløre, at det 27-årige medlem af den norske kongefamilie også er sigtet for drabstrusler. Tidligere er Marius Borg Høiby også blevet sigtet for vold, hærværk og overtrædelse af polititilhold.
- Jeg kan bekræfte, at der er tale om dødstrusler, siger politiadvokat Andreas Kruszewski til Dagbladet.
Dagbladet er i besiddelse af en lydoptagelse, hvor Marius Borg Høiby taler med en kvinde om en fælles bekendt.
Undervejs i samtalen siger Borg Høiby, at vedkommende ikke har svaret nogen “fordi han er rædselsslagen". Da kvinden spørger, hvorfor han er det, svarer den 27-årige:
- Fordi jeg skal dræbe ham.
Marius Borg Høiby blev anholdt første gang 4. august. Det skete, da han blev anmeldt for vold mod sin daværende kæreste i en lejlighed i Oslo. Kronprinsesse Mette-Marits søn er medlem af kongefamilien, men er ikke en del af det officielle kongehus i Norge.