Den norske avis VG afslører nu indholdet af to telefonsamtaler mellem den voldssigtede Marius Borg Høiby og den forurettede kvinde. Det sker efter den meget omtalte voldsepisode, der fandt sted i en lejlighed i Oslo natten til 4. august.
Samtalerne fandt sted få timer før Høiby blev anholdt, og de indgår nu i politiets efterforskning af sagen, der har rystet det norske kongehus.
Under samtalerne truer Mette-Marits søn blandt andet kvinden med at brænde alle hendes ejendele, hvis hun ikke kommer og henter dem.
Han omtaler voldsepisoden som at have "klappet" hende lidt og slået med flad hånd, mens kvinden derimod beskriver flere slag, kvælertag og vanskeligheder med at trække vejret.
Høiby har via sin forsvarer erkendt at have udøvet vold og ødelagt genstande under påvirkning af alkohol og kokain.
Ifølge folkeregistret bor Høiby på godset Skaugum, hvor kronprinsparret har officiel residens. Kvinden , der tidligere har boet der med Høiby, nægtede at møde op, hvilket fik Høiby til gentagne gange at true med at brænde hendes ting.
Politiet vil undersøge kvindens skader nærmere, selvom de ikke umiddelbart menes at være alvorlige. Høiby, som endnu ikke formelt har taget stilling til anklagerne, skal afhøres af politiet i næste uge.
Den 27-årige Marius Høiby er kronprinsesse Mette-Marits ældste søn, som hun fik i et tidligere ægteskab.