Kronprinsesse Mette-Marit aflyser et planlagt besøg i Tyskland på grund af forværring af sin kroniske lungesygdom. Det skriver den norske avis VG.
Den 51-årige kronprinsesse skulle have været gæstetaler til åbningen af den internationale bogmesse i Leipzig i weekenden, men helbredet har ikke tilladt hende at deltage. I en officiel udmelding skriver det norske kongehus, at aflysningen skyldes gener knyttet til Mette-Marits lungesygdom, lungefibrose.
- Hendes kongelige højhed kronprinsesse Mette-Marit må desværre aflyse besøget til den internationale bogmesse i Leipzig. Aflysningen skyldes gener knyttet til kronprinsessens kroniske lungesygdom, lyder den officielle udmelding fra kongehuset, der ikke har yderligere kommentarer, skriver avisen.
Det er ikke engang tre uger siden kongehuset orienterede om, at kronprinsessens lungesygdom var blevet forværret med daglige symptomer og gener, som ville komme til at påvirke hendes arbejdsevne.
- Kronprinsessen har brug for mere hvile, og dagsformen ændrer sig hurtigere end tidligere. Dette betyder, at der hyppigere vil komme ændringer i hendes officielle program – med kortere varsel, end hvad vi har været vant til, lød det i pressemeddelelsen dengang.
Denne sjældne sygdom, som Mette-Marit fik diagnosen på i 2018, medfører arvæv i lungerne, hvilket gør det sværere at få ilt til blodet.