I dag præsenterede kronprinsesse Mary sine tanker bag ’Mary Fonden – H.K.H. Kronprinsesse Marys Fond’ efter et stiftende møde på Amalienborg hvor blandt andet otte medstiftere deltog.
Den nye fond har til formål ’at virke til gavn for børn, voksne og familier, hvor miljø, arv, sygdom eller andre forhold har resulteret i, at den enkelte føler sig socialt isoleret eller ekskluderet. Fonden skal gennem opfyldelse af formålet søge at give den enkelte et bedre liv, tilhørsforhold og fællesskab samt fremme tolerance over for forskellighed og skabe håb’.
- Mary Fonden bliver et spændende arbejde udover mit virke som kronprinsesse, og gennem fonden kan jeg samle de tråde, jeg i forvejen har i mit sociale engagement. Jeg føler meget stærkt for, at alle har ret til at høre til og vide, at der er nogle, som forstår og bekymrer sig om dem. Det er grundlaget for Mary Fonden, siger kronprinsesse Mary.
Otte danske fonde og virksomheder - Carlsberg A/S, LEGO Holding A/S, Nykredit, Det Obelske Familiefond, Oticon Fonden, Poul Due Jensen s Fond, Villum Kann Rasmussen Fonden og TrygFonden smba – har som medstiftere bidraget med fondskapital. J.C. Hempel’s Fond lægger kontorlokaler til og sikrer som driftspartner, at fondens driftsomkostninger bliver dækket.
Fonden har en fondskapital på 73,6 millioner kroner. Den oprindelige startkapital på 1,1 mio. kr. blev indsamlet blandt danskere og grønlændere i anledning af kronprinsparrets bryllup i maj 2004 og skænket som en gave.
Kronprinsessen forventer at kunne præsentere de første initiativer i første del af det nye år.