Fredag skal kronprinsesse Mary præsentere bogen #Childmothers ved Bogforum i Bella Center. Hun står nemlig bag indledningen i bogen, der handler om unge kvinder, der er blevet mødre i en meget tidlig alder.
17 piger fra 5 udviklingslande er blevet interviewet og fotograferet til bogen, der giver et indblik i de mange udfordringer, de unge teenagemødre står med.
I indledningen skriver kronprinsesse Mary ifølge bogens forlag om sit eget engagement i at forbedre vilkårene for verdens kvinder og piger.
- Som protektor for UNFPA, FN's Befolkningsfond, er kronprinsessen fortaler for retten til at kunne bestemme om, hvornår og med hvem, man vil have børn; for kvinders ret til at kunne føde uden at risikere liv og helbred; og for unges ret til at kunne udleve deres fulde potentiale, lyder det i præsentationen af bogen.
Kronprinsesse Mary præsenterer bogen klokken 14.30 på bogmessen.
Fotografierne i bogen er taget af Pieter ten Hoopen, men også kronprinsessen har bidraget til bogen med sine egne ikke tidligere offentliggjorte billeder, skriver saxo.com.
/ritzau/