Kronprinsesse Mary er kendt for yde en stor indsats i kampen for kvinder og børns rettigheder, mens hun også har engageret sig i en lang række andre velgørende projekter.
I det nye år bliver den danske kronprinsesses store arbejde anerkendt, når Den Berlingske Fond uddeler sin hæderspris. Det skriver fonden i en pressemeddelelse mandag.
- Hæderspris 2017 tildeles kronprinsessen som anerkendelse af hendes fornemme og vedholdende indsats i det danske samfunds tjeneste, lyder det fra fondens bestyrelse i meddelelsen.
Kronprinsesse Mary kan få prisen med hjem, når prisuddelingen løber af stablen den 10. januar.
Kronprinsesse Mary har været særdeles aktiv i sin royale karriere, og hun er protektor for en lang række sociale organisationer.
I 2007 etablerede hun MaryFonden, der særlig gør en indsats i kampen mod mobning, vold i hjemmet og ensomhed.
Med prisen følger den 44-årige kronprinsesse i fodsporene på komponisten Bent Fabricius-Bjerre, sin svigerfar, prins Henrik, digter Benny Andersen og tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, der alle tidligere har vundet prisen.
/ritzau/FOKUS