Sverige har stadig svært ved at fatte omfanget af den tragedie, der i tirsdags ramte landet – ti personer mistede livet ved skoleskyderiet i Örebro.
Søndag blev ofrene mindet ved en højmesse i Längbro Kirke, hvor den svenske kongefamilie var repræsenteret ved kronprinsessen og hendes mand.
Efter den kirkelige handling lagde Victoria og prins Daniel blomster på mindestedet, og her måtte den dybt berørte kronprinsesse flere gange tørre tårerne bort.
– Det er umuligt at sætte ord på. Det er så frygteligt svært og stadig meget svært at forstå. Men jeg hører også fantastiske historier om, hvordan folk rykker sammen og støtter hinanden.
Jeg håber, de pårørende mærker al den varme og kærlighed og den omsorg, der eventuelt kan bringe dem videre, sagde kronprinsessen til svenske TV4.