Kronprins Frederik er en flittig gæst på de røde løbere. Men normalt ikke af den slags, der bliver rullet ud, når der er filmpremiere.
Derfor er det lidt af en overraskelse, at kronprinsen torsdag aften tager et smut forbi den københavnske biograf Imperial, hvor han skal ind og se filmen En Mand Kommer Hjem .
Men hans overraskende visit skyldes jo nok, at instruktøren bag filmen er kronprinsens ven, Thomas Vinterberg.
De to kender hinanden fra kronprinsens tænketank, som blandt andet Thomas Vinterberg var med i. Herudover var Thomas Vinterberg gæst ved kronprinsparrets bryllup 14. maj 2004.
Thomas Vinterberg er dog så meget ude i venneperiferien, at han ved brylluppet kun var blandt gæsterne i kirken og ikke til den efterfølgende fest. Han var heller ikke en del af den lille skare af venner, der var inviteret til prinsesse Isabellas barnedåb.
Men til gengæld er kronprins Frederik og Thomas Vinterberg åbenbart så gode bekendte, at det har fået kronprinsen ud af de royale gemakker og ind i Imperial, hvor han sammen med andre kendisser og helt almindelige mennesker skal se komedien med Thomas Bo Larsen i hovedrollen.
Mary bliver efter planen hjemme på Fredensborg sammen med lille Isabella og Christian - måske for at pakke inden turen går til New York mandag morgen.