Der var hård kritik af kronprins Frederik, da han som medlem af Den Internationale Olympiske Komité (IOC) var med til at stemme for Ruslands deltagelse ved OL i 2016, selv om landet var blevet afsløret i statsstøttet doping af atleterne.
Et bredt flertal i Folketinget og den danske regering ønskede at udelukke Rusland fra OL i Rio de Janeiro. Alligevel stemte kronprinsen i IOC for, at Rusland ikke som helhed skulle udelukkes fra legene.
Blandt andet Enhedslisten mente, at der dermed blev ført to forskellige udenrigspolitiske linjer fra Danmarks side.
Det afviser kronprins Frederik i en ny bog "Under bjælken" skrevet af forfatter og journalist Jens Andersen. Den er blevet til på baggrund af samtaler med kronprinsen, hans venner og familie.
- Jeg har jo fået på puklen for at sige, at jeg stod inde for det, IOC havde meldt ud.
- Og jeg er blevet beskyldt for at have talt imod den daværende kultur- og sportsminister (Bertel Haarder (V), red.) i Danmark, siger kronprinsen.
- Det har jeg ikke gjort, og jeg ville jo have bedrevet udenrigspolitik, hvis jeg ene mand havde bedt om at få ordet i IOC-forsamlingen og sagt: "Jeg synes, det er forkasteligt, at alle russiske sportsudøvere ikke bliver udelukket".
Kronprinsen forklarer, at han var bedre klædt på til at tage stilling til sagen end andre, der så på udefra.
Han havde "en viden omkring, hvad IOC's begrundede holdning til det var", siger han i bogen.
Efter afstemningen om russisk udelukkelse eller ej opstillede IOC en række skærpede krav, som alle internationale forbund skulle vurdere de russiske deltagere ud fra.
Den løsning fastslår kronprinsen, at han stadig står inde for.
- Det var en fair løsning, der i øvrigt også blev bakket op af Wadas (Det Internationale Antidoping Agentur, red.) nuværende præsident Reedie, samt den tidligere Wada-præsident Richard Pound, og det var den løsning, jeg stod på mål for.
- Det gør jeg stadig, siger kronprins Frederik.
Tilbage i 2008 lovede daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), at der ikke ville opstå en situation, hvor regeringen mente noget og kronprinsen noget andet.
Derfor fik kronprinsen grønt lys til sit IOC-projekt. Men det var også derfor, at kronprinsens rolle i IOC igen var oppe til debat, da spørgsmålet om russisk OL-deltagelse opstod.
Kronprinsen har været medlem af IOC siden 2009. Tidligere i år blev han genvalgt for en ny otteårig periode.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.