Det er ikke utænkeligt, at vi næste gang, Kronprinsen trækker i galla-oufittet, kommer til at se en lille termostat dingle ved siden af elefantordenen.
For i dag blev Årets Fjernvarmedansker fundet. Og det blev ingen ringere end nationens kommende konge, der løb med den fornemme pris.
"Kronprinsen får prisen, fordi han har været med til at få udskiftet det gamle dampsystem på Amalienborgs Frederik VIII's palæ med et moderne fjernvarmesystem," siger Uffe Bro, der er formand for Dansk Fjernvarme, til Berlingske.
Selvom prinsen ikke har betalt for anlægget ud af egen lomme, så har han ifølge Uffe Bro gjort sig fuldt fortjent til prisen.
Det handler om, hvem der har taget beslutningen, og det er vigtigt at prismodtageren er en, som kan udbrede kendskabet til fjernvarmens fortræffeligheder.
Med prisen følger en præmie på 25.000 kroner. Og her viser Kronprinsen, at han er sit ansvar bevidst. Skejserne bliver nemlig ifølge Uffe Bro doneret til forskning i fjernvarme.
Kilde: Berlingske