Opdateret kl. 16:05
Kronprins Frederik og prins Christian er blandt deltagerne ved en mindehøjtidelighed tirsdag aften for ofrene for skyderiet i storcentret Field's.
Det fremgår af kongehusets hjemmeside.
Også statsminister Mette Frederiksen (S) er med og vil holde tale, oplyser Københavns Kommune, som står for arrangementet.
Mindehøjtideligheden finder sted tirsdag aften klokken 20.
Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) holder ligeledes tale ved arrangementet, hvor koret Ungklang og sangeren Andreas Odbjerg også medvirker.
Det var søndag eftermiddag, at en mand begyndte at skyde, mens han befandt sig i centeret.
Tre personer blev dræbt, og fire andre blev såret.
Den formodede gerningsmand - en 22-årig mand - blev mandag varetægtsfængslet i surrogat på en lukket afdeling i 24 dage sigtet for drab og drabsforsøg.
Ved Field's blev der tirsdag eftermiddag holdt en pressebriefing.
- Vi er enormt berørte og påvirkede over situationen. Vores tanker går til ofrenes familier og de biografansatte, der har mistet en kollega.
- Vores tanker går ligeledes til kunder i Fields, særligt de sårede og dem, der oplevede hændelser på nærmeste hold, sagde talsperson Stine Rysgaard.
En af de dræbte ved søndagens skyderi i Field's var en ung ansat i storcentrets biograf.
Mandag middag var statsministeren og justitsminister Mattias Tesfaye (S) forbi centeret med blomster.
Her sagde Mette Frederiksen, at hændelsen søndag eftermiddag var et "ualmindeligt brutalt angreb".
- Jeg tror sjældent, vi har oplevet så voldsom en kontrast som dagen i går (søndag, red.), hvor millioner af danskere gennem en weekend har fejret idrætten i Svendborg, musikken i Roskilde og Tour de France i hele landet.
- På et splitsekund stoppede festen og glæden, og det værst tænkelige mødte os, sagde hun.
Hun opfordrede også personer, der på den ene eller den anden måde er berørt af hændelsen, til at søge krisehjælp.
Man kan få et overblik over mulighederne via Justitsministeriets hjemmeside.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.