Kronprins Frederik kan være på vej ind i en sag om påstået utroskab.
Det er det spanske medie Lecturas, der hævder at have beviser for et møde mellem den danske Kronprins og den mexicanskfødte model og tv-personlighed Genoveva Casanova.
Bladet har parret på forsiden og hævder, at der er meget mere at komme efter inde i magasinet, når det kommer på gaden.
Eb.dk skriver, at de to ifølge mediet er blevet fotograferet under en aften i byen i Madrid onsdag i sidste uge, hvor de gik rundt og nød aftensmad. Senere skulle kronprinsen - igen ifølge mediet - have overnattet hos 46-årige Casanova.
Ifølge samme kilder skulle den trykte udgave af magasinet indeholde fotos af mødet mellem kronprins Frederik og Genoveva Casanova.
Det har nu fået sidstnævnte til at reagere.
Genoveva Casanova har allerede afvist romancen. Og i nat gik hun så ifølge eb.dk juraens vej for at afvise, at der skulle være noget romantisk mellem hende og Frederik.
På sin profil på Instagram, har Genoveva Casanova i nat postet et brev fra sin advokat.
Her fremgår det ifølge eb.dk, at hun kræver, at der bliver bragt en berigtigelse på magasinets digitale platforme, hvoraf det fremgår, at det påstående forhold mellem Hans Kongelige Højhed Frederik af Danmark og Genoveva Casanova er falsk og fuldstændig uden hold i virkeligheden.
Du kan se mere på Genoveva Casanovas profil på Instagram lige her.
Det spanske medie har selvfølgelig også delt forsiden på deres Instagram.
Den kan du se herunder.
Det danske kongehus har foreløbig reageret med ordene.
- Vi har i årevis opretholdt en politik om ikke at kommentere eller bekræfte nogen detaljer relateret til private forhold. Derudover vil vi gerne understrege vores forpligtelse til at respektere privatlivets fred for medlemmer af den kongelige familie, herunder kronprinsen, lyder det fra det danske kongehus i udtalelsen til det spanske medie ifølge Ekstra Bladet.