Efter at hertuginde Camilla kommer hjem fra en tur med sin mand prins Charles til en række arabiske golf-stater 28. februar, skal hun have fjernet sin livmoder. Det britiske kongehus oplyser, ar hertuginden ikke har kræft og betegner operationen som et »rutineindgreb«.
»Hun vil fortsat udføre sine pligter op til operationen,« sagde en talskvinde fra det britiske kongehus til BBC.
Camilla vil være sygemeldt seks uger efter sin operation, som kommer til at ske først i marts.
Det britiske kongehus ønsker ikke at komme med udtalelser om, hvorfor hertugine Camilla skal opereres, men oplyser blot, at operationen er ganske normal for kvinder i hendes alder. I år fylder Camilla 60 år.