Havnen omkring Kronborg skal ændres, så der kommer vand i voldgraven omkring slottet, og Kronborg bliver en port ind til Helsingør.
Det oplyser Helsingør Kommune og Slots- og Ejendomsstyrelsen.
Ændringen er en del af en 12 års plan for Kronborg, som skal restaurere hele slottet, gøre det mere tilgængeligt og skabe en ny sammenhæng mellem by og slot.
Lige nu bliver diverse bastioner, voldmure, søbatterier, broer og voldgrave gennemgået, hvorefter de skal føres tilbage til en tid, hvor de kan fortælle nutiden noget om historien.
- Både den bygningsmæssige standard og formidlingen til publikum skal nå et niveau, som er et internationalt klenodie værdigt, siger Carsten Jarlov, direktør for Slots- og Ejendomsstyrelsen i forbindelse med lanceringen af planerne.
Kronborg bliver hvert år besøgt af 200.000 turister, og slottet er på UNESCOs såkaldte verdensarvsliste som et enestående renæssanceslot der har spillet en væsentlig rolle i Nordeuropas historie .