Krokodillejægerens datter fik tv-debut

Otteårige Bindi Irwin gik natten til fredag i far Steves fodspor, da hun fik debut på tv.

Natten til fredag dansk tid tonede krokodillejægerens datter, den otteårige Bindi, frem på amerikansk tv for første gang.

Bindi var inviteret med som gæst i ’The Ellen DeGeneres Show’, og hun benyttede chancen til at tale dyrenes sag.

»Jeg elsker dyr. Min far fik det frem i mig. Det var ham, der skabte mig,« fortalte Bindi, mens hun iført khakifarvet tøj præsenterede firbenet Spanky, skriver AP.

Australske Steve Irwin var kendt verden over som den frygtløse krokodillejæger, der i utallige programmer bragte tv-seerne tættere på dyreverdenen. I september blev Steve Irwin dræbt, da han blev stukket i brystet af en pilrokke under en tv-optagelse i havet ud for Australien. Han efterlod sig konen Terri, den to år gamle Bob og så Bindi.

»Jeg vil være ligesom min far. Jeg vil gerne have, at han skal være stolt af mig,« siger Bindi Irwin til AP.

Hun går for alvor i fars fodspor næste år, når hun bliver vært på et dyreprogram for børn på tv-kanalen Discocery Kids.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.