Den britiske zoolog og krokodilleekspert Adam Britton er blevet idømt en fængselsstraf på 10 år for at have voldtaget, tortureret og dræbt dusinvis af hunde.
Britton, der er en anerkendt zoolog med base i Darwin i Australien, blev dømt i retten i Northern Territory. Dommer Michael Grant beskrev Brittons forbrydelser som "groteske" og måtte advare de fremmødte tilhørere om, at detaljerne om forbrydelserne kunne forårsage et "nervøst chok", fortæller Sky News.
Den 52-årige Britton var anklaget for 56 tilfælde af bestialitet og dyremishandling og erklærede sig skyldig i alle anklager.
Tilbage i september, hvor retssagen begyndte, kunne man i retten høre, at Britton havde en "sadistisk seksuel interesse" i dyr og i særdeleshed hunde.
Udover at torturere sine egne hunde anskaffede han også dyr fra intetanende kæledyrsejere i Darwin-området under påskud af at tage dem i pleje, når ejerne skulle rejse væk i længere tid.
Anklagen lød på tortur og udnyttelse af 42 hunde og drab på 39 hunde. Det meste foregik angveligt i en container på Brittons ejendom, hvor han også filmede mange af sine forbrydelser.
Den engelske zoolog er udover fængselsstraffen, der præcist lød på 10 og et halvt år, også blevet forment muligheden for at eje dyr, så længe han lever.