Efter tre måneder i skammekrogen kan det danske fodboldlandshold trække vejret lidt lettere efter 1-0-sejren over Armenien tirsdag aften.
Resultatet betød nemlig, at danskerne fik den håbede revanche for det forsmædelige 0-4-nederlag i Parken i juni, hvilket hensatte holdet i noget nær choktilstand hen over sommeren.
- Man kunne se, at vi er det bedste fodboldhold. Der var også noget, der skulle vaskes væk, siger Michael Krohn-Dehli efter den vigtige sejr i Jerevan.
I den armenske hovedstad forspildte værterne på forhånd ikke nogen mulighed for at minde danskerne om kampen i juni.
- Det gav os lidt ekstra motivation at se, at de blev ved med at vise de fire mål fra Parken på storskærmen inden kampen, siger Michael Krohn-Dehli.
Han var tilbage i startopstillingen efter at være startet på bænken mod Malta i fredags. Og Celta Vigo-spilleren er glad for den danske præstation.
- Det var en fin kamp. Vi kom godt ind i det, og spillet kørte, som det skulle. Vi havde ikke de store 100-procent-chancer, men vi havde mange skud, og normalt er der et af dem, der ryger ind.
- Alt i alt var det en superkamp, og vi havde godt styr på det hele vejen igennem. Det var os, der styrede det og havde dem på hælene, siger Michael Krohn-Dehli.
Danmarks videre VM-skæbne bliver afgjort i oktober, når danskerne i to hjemmekampe møder Italien og Malta.
/ritzau/