Christian Eriksen og Daniel Agger, som missede søndagens træning, meldes klar til tirsdagens VM-kvalifikationskamp i Parken mod Bulgarien.
Kun Celta Vigos Michael Krohn-Dehli, der døjer med en knæskade og heller ikke trænede søndag, er fortsat usikker til kampen. Det oplyser landstræner Morten Olsen på et pressemøde forud for det vigtige opgør i Parken.
- Alle mand er klar bortset fra Krohn-Dehli. Vi kommer ikke til at bruge spillere, der ikke er 100 procent klar.
- Han er et spørgsmålstegn. Noget er, hvad behandlere og læger siger, men han skal også være sin egen doktor.
- Kampen mod Bulgarien er meget vigtig, og der går det ikke med spillere, der kun er 98 procent klar, siger Morten Olsen.
Fredagens 3-0-sejr ude over Tjekkiet har efterladt en del blå mærker og knubs i den danske trup, men de fleste er blevet klar til at gå på banen mod Bulgarien.
Da holdene mødtes i efteråret, endte det 1-1 i Sofia i en kamp, hvor de bulgarske værter fik en spiller udvist midtvejs i første halvleg.
Danmark indtager tredjepladsen i VM-kvalifikationsgruppe B med fem point efter fire kampe.
Bulgarien har ni point på andenpladsen for fem kampe, mens Italien er i front for kapløbet om VM-billetterne med 10 point.
Gruppevinderen er sikret direkte adgang til næste års VM i Brasilien, mens nummer to sandsynligvis får to playoff-kampe til at gøre gruppevinderen følgeskab.
/ritzau/