Selv om Jan Kristiansen har været i startopstillingen hos Bundesligaklubben Nürnberg i de seneste kampe, er det stadig planen, at Krølle skal finde sig en ny arbejdsgiver efter sommerferien, hvor hans kontrakt udløber.
»Jeg har fået noget spilletid på det sidste, og selv om det har været som stand in på højre og venstre back, har det da været positivt. Men jeg har ikke hørt fra ledelsen i klubben, og min kontrakt udløber om tre måneder, så jeg regner ikke med at blive her,« siger 26-årige Jan Kristiansen.
En del af forklaringen er, at Nürnberg i disse uger kæmper en hård kamp for at redde livet i Bundesligaen.
Nyhedsavisen erfarer, at både danske og udenlandske klubber står klar med tilbud til den alsidige midtbanespiller, der har spillet 11 gange for det danske landshold.
Kender Rijkaard Krølle
Den tidligere Esbjerg-spiller foretrækker at blive i udlandet, gerne i Tyskland, men vil ikke afvise et comeback i den danske Superliga.
»Det vil jeg ikke udelukke. Der er godt gang i den i dansk fodbold og mange klubber, som gerne vil lege med i toppen. Men jeg føler stadig ikke, at jeg har prøvet mig helt af i udlandet,« siger Jan Kristiansen, der inden skiftet til Bundesligaens bundhold blev sat i forbindelse med blandt andre Brøndby og FC København.
Ifølge Krølles agent, Ivan Marco Benes bliver det næppe det store problem at finde en ny klub, når kontrakten udløber til sommer.
»Vi leder efter en ny klub. Frank Rijkaard i Barcelona kender nok ikke Krølle , men han har jo i to år været tæt på holdet i en god Bundesligaklub, der har vundet pokalturneringen og spillet europæisk fodbold. Han har et fint navn i Tyskland,« siger Ivan Marco Benes, der ikke forventer en afklaring her og nu.
»De fleste Bosman-spillere vil godt lige sondere muligheder ordentligt, og se hvilke døre, der åbner sig,« siger han.