Kroatiske EM-værter tager sejr over Norge i mellemrunden

Kroatien og Frankrig har begge seks point i gruppespillet i EM-mellemrunden i håndbold.
Norges Sander Sagosen lavede syv mål mod Kroatien ved EM i håndbold, men det var ikke nok til at tage sejren i opgøret.
Norges Sander Sagosen lavede syv mål mod Kroatien ved EM i håndbold, men det var ikke nok til at tage sejren i opgøret. Foto: Andrej Isakovic/AFP

Kroatien vandt lørdag 32-28 over Norge ved EM i håndbold.

Sejren betyder, at EM-værterne fra Kroatien nu har seks point i mellemrunden sammen med Frankrig, der fører gruppen.

Den 22-årige norske stjerne og Paris Saint-Germain-spiller Sander Sagosen bragede syv mål i kassen og blev kampens topscorer, men det var ikke nok til at tage sejren over kroaterne, der førte fra start til slut.

Norge har fire point i gruppen og møder onsdag Sverige, der lørdag tabte 17-23 til Frankrig.

Den franske FC Barcelona-spiller Cedric Sorhaindo blev kampens topscorer med fem mål.

Sverige har ligesom Norge fire point, så der er lagt op til et dramatisk opgør, når de to nordiske lande tørner sammen.

De to resterende lande i gruppen er Hviderusland og Serbien, der begge har nul point.

I mellemrundens anden gruppe møder Danmark søndag Tyskland, og Spanien og Makedonien skal op imod hinanden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.