Det virkede som om, der var noget komfortabelt ved at spille om femtepladsen. For starten var lidt søvnig i lørdagens placeringskamp mellem Kroatien og Rusland, som Kroatien vandt 34-25.
Reelt var der da heller ikke meget at spille om, da alle hold, der bliver mellem nummer syv og to, er sikret en plads i OL-kvalifikationen.
De to hold fulgtes ad i det første kvarter, men efterhånden trådte Kroatiens stjernespiller Ivano Balic i karakter og satte scenen med pres, flotte afleveringer og gode mål. Rusland virkede derimod trætte og uoplagte. Derfor var de ved pausen bagude 12-18.
Anden halvleg var ikke meget bedre for russerne, der lagde ud med at brænde en 100-procents-chance og derefter komme yderligere bagud på straffe.
Det var nu heller ikke fordi, de fik særlig meget hjælp fra publikum. Godt nok var Kölnarena fyldt op, og godt nok var der liv på lægterne. Men langt hovedparten af de 18.500 publikummer var tyskere, og de sang »Finale«.
Det så dog ikke ud til at genere de kroatiske spillere, der leverede flot angrebsspil, og til tider nærmest var flyvende i målfeltet.
Selvom Ruslands Konstantin Igropulo satte ni mål ind på 11 forsøg, så havde Kroatien ikke problemer med også at vinde de to holds andet møde. Resultatet blev 34-25.
I det sidste minut viste publikum sig fra deres gode gode side, da de rejste sig op og klappede af holdene. Især Kroatien har da også haft en imponerende turnering.
Trods femtepladsen er det kun blevet til et nederlag. Det kom i kvartfinalen mod europamestrene Frankrig, som vi skal møde i bronzekampen på søndag.