»Smag en bid af Danmark« – det er, hvad det kroatiske folk skal til. I hvert fald hvis det står til Landbrugsrådet, der i samarbejde med den danske ambassade i denne uge afholdt et stort eksportfremstød i den kroatiske hovedstad Zagreb.
Som kommende EU-land er der nemlig store muligheder for danske fødevarefirmaer i Kroatien, der har fået flere penge mellem hænderne og derfor gerne vil spise godt.
Og interessen for de seks danske virksomheder, der deltog i arrangementet, var stor.
»Det er lidt ligesom speed-dating. Vi har 10-15 minutter per møde, så vi må se, om hjertet banker lidt hurtigere ved nogen end ved andre,« siger Petter Aagesen, der er marketingdirektør i fødevarevirksomheden Emborg, som tilbyder kroaterne dansk fisk og skaldyr.
Blandt produkterne på messen var også frys-selv-sodavandsisen Sun Lolly. Frys-selv-is er nærmest ukendt i Kroatien.
Gourmetmad
Ifølge fødevareminister Hans Christian Schmidt, der var med i Kroatien, er det en rigtig god idé for danske virksomheder at få en fod inden for, før landet bliver medlem af EU. Det sker senest i 2011.
»Jeg tror, at det for de danske varer vil gå nøjagtig som i Polen. Der gik salget kraftigt fremad, da landet kom ind i EU. Når folk får penge, vil de gerne købe mere af gourmetmaden. Og det betragtes de danske fødevarer som,« siger Hans Christian Schmidt.
Han fik desuden fornøjelsen af at skære for af den skinke, som den danske kok Betina Repstock havde tilberedt. Kroaterne på messen viste dog større interesse for de danske fisk.