Voldelige sammenstød brød sent mandag aften ud mellem sikkerhedsstyrker og tilhængere af Hizbollah og Amal-bevægelsen i det centrale Beirut.
Det skete, efter at en video, der er kritisk over for det shiamuslimske samfund og dets lederskab, var dukket op på sociale medier.
Videoen viser en mand, der fornærmer det shiamuslimske samfund i Libanon, shiamuslimske imamer og ledere af Hizbollah og Amal-bevægelsen.
Lokale medier identificerer manden som Samer Sidawi - en sunnimuslimsk mand fra den nordlige havneby Tripoli, som hævder, at han bor uden for Libanon.
Det skriver nyhedsbureauet dpa.
I vrede over videoen gik demonstranter på gaden, hvor de stødte sammen med sikkerhedsstyrker, som brugte tåregas og vandkanoner for at sprede menneskemængden.
- Ingen har lov til at fornærme ledere som Sayyed Hassan Nasrallah og Nabih Berri, råbte demonstranterne med henvisning til lederne af Hizbollah og Amal.
Hundredvis af unge på motorcykler viftede med partipolitiske og religiøse flag og sang "shiamuslimer, shiamuslimer". Andre brændte dæk af.
Vidner fortæller ifølge nyhedsbureauet Reuters, at nogle af de unge også kastede sten og fyrværkeri mod sikkerhedsstyrkerne.
Både Hizbollah og Amal-bevægelsen har opfordret deres tilhængere til at forlade gaderne "med det samme".
Lokale medier rapporterer, at Samer Sidawis familie tager afstand fra videoen og siger, at han ikke repræsenterer nogen i Libanon.
De seneste dage har budt på nogle af de mest voldelige sammenstød i forbindelse med den bølge af protester, som siden 17. oktober har præget Libanon.
Formålet har blandt andet været at protestere over korruption i regeringen, der ledes af Saad al-Hariri.
Den 29. oktober trak Hariri sig fra premierministerposten på grund af presset. Han leder dog stadig en overgangsregering, indtil en ny premierminister er udpeget.
Efter voldsomme uroligheder i weekenden besluttede den libanesiske præsident, Michel Aoun, mandag at udsætte processen med at udnævne en ny premierminister.
Udnævnelsen, der skulle have fundet sted mandag, afholdes i stedet afholdes den 19. december.
/ritzau/