En 73-årig kvinde er afgået ved døden, efter at hun lørdag i sin el-kørestol kørte ned i en bæk ved Thisted lørdag eftermiddag.
Vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Ole Vanghøj fortalte til TV MidtVest, at kvinden var på tur med en 74-årig mand, der ligesom hende selv bor på et plejecenter i Thisted, da hun af uvisse årsager kørte sin el-kørestol ned i en bæk.
- Den ældre mand, der gik med rollator, forsøgte at få hende op i en halv time, men det var først, da en forbipasserende kom, at der blev tilkaldt hjælp. Formentligt har den ældre mand ikke haft mobil på sig, sagde Ole Vanghøj til tv-stationen.
Den 73-årige kvinde blev kørt på sygehuset i det, der beskrives som meget kritisk tilstand og senere på aftenen kom så meldingen om, at hun var afgået ved døden.
Den 74-årige mand blev kørt til tjek på sygehuset, fordi han var afkølet efter redningsforsøget.