Et skænderi mellem mænd med indvandrerbaggrund førte sent onsdag eftermiddag til at en 30-årig blev hårdt såret efter at være blevet stukket med en kniv.
Episoden skete på Vester Stationsvej i Odense. To biler kommer kørende mod hinanden med henholdsvis en og to personer i hver. Personerne kender hinanden, og der opstår et skænderi. Begge biler kører ind på en parkeringsplads.
Ofret, der er alene i bilen, stiger ud, og det samme gør de to gerningsmænd. Der opstår klammeri, og den ene af de to gerningsmænd trækker en kniv og stikker ofret.
Onsdag aften blev den 30-årige behandlet på Odense Universitetshospital.
"Det, sidste jeg har hørt, er, at tilstanden er kritisk," siger vicepolitiinspektør Henrik Justesen fra Fyns Politi til Nyhedsbureauet Newspaq.
Politiet leder efter en sølvgrå BMW 520. Gerningsmændene beskrives som 175-180 centimeter høje med udenlandsk baggrund, og de var iført cowboybukser og jakker.
Har du oplysninger i sagen, vil Fyns Politi meget gerne høre fra dig på telefon 66 14 14 48.