Toppen i Liberal Alliance var fredag indkaldt til et hovedbestyrelsesmøde, og her lød konklusionen, at partiet, der senest har måtte se en ambitiøs plan om skattelettelser falde til jorden, fortsat skal være i regering.
Formanden for Liberal Alliances Lokalforening i Esbjerg er ikke enig i dén beslutning.
- Jeg er skuffet og ærgerlig over, at de ikke traf beslutningen om at træde ud af regeringen, siger René Dokbua til DR Syd.
Hovedbestyrelsesmødet blev stablet på benene, efter flere i Liberal Alliances bagland var blevet enige om, at partiet burde træde ud af regeringen. Årsagen var Anders Samuelsens drøm om ”historiske skattelettelser” – en plan, der som bekendt ikke blev til virkelighed.
René Dokbua, der ikke er en del af hovedbestyrelsen, er ikke i tvivl om, at partiet står bedre ved at træde ud af regeringen.
- Jeg synes ikke, vi får nok ud af at være regering. Vi har mundkurv på, når vi er regering, for dér er vi jo nødt til at vise, at vi fører regeringens politik, siger lokalformanden til DR Syd.
Andre af partiets lokalformænd afviser synspunktet om, at Liberal Alliance skal bryde båndet med regeringen.
- Jeg bakker helt op om den beslutning, der blev truffet i går (fredags, red.). Vi får mindre ud af det ved ikke at være i regering, siger Per Jacobsen, der er formand for LA’s lokalforening i Tønder.