Et spørgeskema konstrueret af Danmarks Radio, der skulle gøre det lettere for vælgere i valgkampen at finde ud af, hvilken politiker de deler flest holdninger med, er kommet i strid modvind.
Spørgeskemaet, der består af tyve spørgsmål om alt fra om homoseksuelle skal kunne blive gift i den danske folkekirke, til om momsen på sund mad skal sættes ned, er blevet sendt til alle partiers folketingskandidater. Det indledes med et spørgsmål, som politikere fra både det Konservative Venstre, Ny Alliance og Dansk Folkeparti kritiserer for at være værdiladet og venstreorienteret.
Man skal nemlig svare på, hvor enig man er i følgende udsagn: Det er vigtigere at forbedre velfærden end at sætte skatten ned.
Og det er meget kritisabelt, mener skatteordfører for de konservative Lars Barfoed.
- DR har med det spørgsmål overtaget den socialdemokratiske præmis, at der er modsætning imellem skattelettelser og velfærd. I det konservative mener vi, at netop lavere skatter øger velfærden ved at øge arbejdsudbuddet, så det undrer os, at DR stiller sig på socialdemokraternes side, forklarer Lars Barfoed.
Forældet tankegang
Næstformand for Dansk Folkeparti, Peter Skaarup mener også, at der er tale om et værdiladet spørgsmål.
- I den skattepakke som lige er blevet færdig, bruger man jo netop midler, der ikke er brugt til velfærd til at give skattelettelser. Der er skattelettelserne mest betalt af de grønne afgifter, og det er jo først og fremmest erhvervslivet, der betaler dem, siger Peter Skaarup.
Anders Samuelsen der er medstifter af Ny Alliance mener, at spøgsmålet er udtryk for en forældet præmis.
- Det var heldigt, at Lykketoft og Stavad ikke blev stillet det samme spørgsmål i starten af halvfemserne, for så havde vi ikke fået gang i det årti. De to socialdemokraterne nedsatte jo både topskatten og formueskatten. Og havde de ikke gjort det, så havde vi ikke fået opgøret med den høje arbejdsløshed, og så ville vi jo også have haft mindre velfærd. Det samme kan siges om pinsepakken under den borgerlige regering. Så det er helt tåbeligt, at DR stadig spiller med den præmis, at nedsættelse af skatten betyder mindre velfærd, lyder Anders Samuelsens vurdering.