Folketingets Ombudsmand går nu ind i sagen om de lange ventetider i Udlændingestyrelsen ekspedition i København.
Det var journalist Ralf Christensen, der med en kronik i Politiken startede debatten.
I kronikken beskrev han blandt andet, hvordan han og hans kone måtte vente i 10 timer til klokken 21.30, før de kunne komme til en medarbejder og få afslaget på ansøgningen om familiesammenføring.
Han glæder sig over, at ombudsmanden nu går ind i sagen.
- Det er virkelig godt, at ombudsmanden nu ser på ventetiderne. Det burde være sket for længe siden, siger Ralf Christensen.
Han havde dog håbet på en mere bred undersøgelse.
- Ventetiden kan jo være et udtryk for underbemanding, og det er så spørgsmålet, om der er politisk vilje til at tilføre penge til området, siger Ralf Christensen.
Han ville have foretrukket, at man undersøgte sagsbehandlingen i Udlændingestyrelsen generelt, for han mener, at der er meget galt med systemet som sådan.
- Men det kan jo være, at man også kigger på sagsbehandlingen i forbindelse med en undersøgelse af ventetiderne. Det kan man håbe på.
/ritzau/